Irakiske kurdere vil sende soldater til Syrien
Det kurdiske selvstyreparlament i Irak har givet tilladelse til, at der sendes soldater til grænebyen Kobani.
Kurdiske soldater fra Irak skal hjælpe de kurdiske styrker i den syriske by Kobani med at bekæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Det oplyser formanden for det kurdiske selvstyreparlament i den irakiske by Erbil, Yusef Mohammed Sadeq, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Præsidenten for det kurdiske selvstyre i Irak, Massud Barzani, har i et brev til lovgiverne bedt om den nødvendige tilladelse til at sende soldaterne af sted, og det har han altså fået.
- De kurdiske parlament besluttede at sende styrker til Kobani for at støtte dem, der kæmper i Kobani, og for at beskytte byen, siger Yusef Mohammed Sadeq.
Det står ikke umiddelbart klart, om den irakiske regering i Bagdad vil samarbejde med det kurdiske selvstyre om at blande sig i Syriens blodige borgerkrig.
Den strategisk vigtige by Kobani, der ligger tæt på den tyrkiske grænse, er blevet en vigtig slagmark i kampen mod IS, der også kontrollerer store dele af Irak.
Kurdiske styrker har spillet en ledende rolle i bekæmpelsen af IS i det nordlige Irak, efter at den irakiske hær nærmest kollapsede under gruppens offensiv i juni, hvor store dele af Irak blev indtaget.
Irakisk Kurdistan har sine egne sikkerhedsstyrker, regering, grænser og flag, men er afhængig af økonomisk støtte fra Bagdad.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned