Iraks hær anklages for massehenrettelse
I Irak har sikkerhedsstyrker den seneste måned været med til at henrette mindst 255 sunni-muslimske fanger. Sådan lyder det fra Human Rights Watch fredag.
- Massehenrettelserne kan muligvis være bevis for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden, skriver menneskerettighedsorganisationen i en udtalelse.
Drabene er ifølge Human Rights Watch udført af både regeringssoldater og af shia-muslimske militser, og de er sandsynligvis hævn for den blodige offensiv, som den islamistiske gruppering Islamisk Stat i Irak og Levanten, Isil, har gennemført i landet den seneste tid.
Gruppen, der siden har udråbt et kalifat og nu blot kalder sig Islamisk Stat, er en ekstremistisk sunni-muslimsk bevægelse, der har overtaget magten i flere områder af Irak.
- Verden har rettelig fordømt Isils grusomme handlinger, men man skal ikke vende det blinde øje til sekterisk vold udført af regeringsstyrker, siger Joe Stork, vicedirektør i Human Rights Watch ifølge AFP.
Organisationen siger, at den har blandt andet har dokumenteret en massakre på fanger sidste måned i storbyen Mosul i det nordlige Irak, men der har også fundet massakrer sted i Tal Afar, Bequba, Jumarkhe og Rawa, lyder det fra Human Rights Watch.
- I et tilfælde har drabsmændene også sat ild til fanger, og i to andre tilfælde har man kastet granater ind i deres celler, står der i udtalelsen.
Onsdag fandt irakiske sikkerhedsstyrker ligene af 53 mænd, der var blevet skudt i hovedet eller i brystet. Ligene lå i byen Hilla 100 kilometer syd for hovedstaden Bagdad. Henrettelserne menes at være udført af Isil.
Iraks shia-muslimske premierminister Nouri al-Maliki er blevet kritiseret af blandt andet USA for ikke at tage nok hensyn til det store sunni-muslimske mindretal i landet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned