Iraks kurdere går til stemmeurnerne

Iraks kurdere vælger lørdag præsident og parlament i den selvstyrende region. Præsident Massud Barzani ventes genvalgt.

Kurdere i det nordlige Irak begyndte lørdag morgen at gå mod valglokalerne for at vælge en præsident og parlament i den overvejende selvstyrende kurdiske region.
Stemmelokalerne slog dørene op klokken 07.00 dansk tid.
Præsidenten for den kurdiske region, Massud Barzani, ventes at blive genvalgt som regionens leder. Barzanis parti, Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK), der ledes af Iraks præsident, Jalal Talabani, ventes at få en jordskredssejr ved det kurdiske parlamentsvalg. De stiller op mod 23 forskellige politiske alliancer, der hver især består af flere småpartier og politiske lister.
Flere end 2,5 millioner indbyggere i den kurdiske region er stemmeberettigede.
Valget finder sted samtidig med en tiltagende strid mellem den kurdiske region og regeringen i Bagdad om kontrol med landområder og rettigheder til olie i undergrunden. Iagttagere frygter, at striden kan udvikle sig til en væbnet konflikt.
Efter valglokalerne er lukket klokken 17.00 dansk tid, bliver stemmesedlerne fløjet til Bagdad, hvor de skal tælles op. Resultatet ventes klar mandag eller tirsdag.


/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret