Iraks leder er tilfreds med øget militær indsats mod IS
Iraks premierminister håber, at luftangrebene mod Islamisk Stat i Syrien kan medvirke til at knække gruppen.
Premierministeren i Irak, Haider al-Abadi, er tilfreds med, at USA har optrappet den militære indsats mod Islamisk Stat (IS).
Det siger han i et interview med CNN, efter at amerikanske kampfly natten til tirsdag sammen med arabiske allierede gennemførte flere angreb mod den militante bevægelse i Syrien.
Krigerne fra IS har påført den irakiske befolkning enorme lidelser og tab, siden bevægelsen krydsede ind over grænsen fra Syrien, fortæller Haider al-Abadi.
Nu håber premierministeren, at luftangrebene mod Islamisk Stat i Syrien vil medvirke til at opfylde den amerikanske præsident Barack Obamas løfte om at "nedbryde og ødelægge" bevægelsen.
- Personligt er jeg glad for, at alle kan se denne fare, således at de gør noget ved det. Det skal bare ske på den rigtige måde, så der ikke opstår en ny terrorbevægelse, siger Haider al-Abadi.
Samtidig gør han det klart, at de luftangreb, som amerikanske kampfly har gennemført mod IS i Irak siden begyndelsen af august, kunne have været koordineret bedre med de irakiske landstyrker.
- Vores styrker er i offensiven, og når de bevæger sig fremad, har de brug for dækning og støtte fra luften. En ting, som det amerikanske militær ikke har gjort godt nok, når det drejer sig om at angribe IS-mål i Irak, er at arbejde tæt sammen med irakiske landstyrker, siger al-Abadi.
- Den luftstøtte er ikke forestående. Vi spørger om det, men selvfølgelig har koalitionen deres egen plan, siger han.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har formået at få tilsagn fra indtil videre 40 lande om at deltage i kampen mod de militante i Islamisk Stat. Danmark er med i kredsen og bidrager med et transportfly.
Trods den store opbakning kan forsøget på at nedkæmpe den sunnimuslimske oprørsgruppe blive en langvarig proces.
- Det vil tage tid, og der vil komme udfordringer, sagde Barack Obama, efter at USA og allierede natten til tirsdag gennemførte et luftangreb på den islamiske bevægelse i Syrien.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker