Iraks militær i knæ: Vil tage årevis at genopbygge det
Iraks premierminister vurderer, at det vil tage op til tre år at genopbygge og omstrukturere landets militær.
Irak er i krig, og det giver store udfordringer i bestræbelserne på at få det irakiske militær på benene igen, lyder det fra landets premierminister, Haider al-Abadi.
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS), der har taget kontrol med store områder i Irak, udgør den største trussel mod sikkerheden i landet siden den tidligere diktator Saddam Husseins fald i 2003.
Derfor er det en svær og tidskrævende proces at få optimeret militæret samtidig med at holde stand mod oprørsgruppen, lyder det fra premierministeren.
- Den største udfordring er at omstrukturere og genopbygge militæret, mens du befinder dig i en krigstilstand, siger Abadi under sit besøg i Egyptens hovedstad, Kairo.
- Vores mål er at skabe en balance mellem at genopbygge hæren på en måde, så det ikke påvirker kamphandlingerne, tilføjer han.
Haider al-Abadi vurderer, at det vil tage flere år, før det irakiske militær, der også har problemer med udbredt korruption, er kommet på benene igen.
- Omstruktureringen af hæren kan komme til at tage op til tre år. Det betyder ikke, at kampen mod Islamisk Stat vil vare i tre år, siger han.
En international koalition med USA i spidsen har hjulpet Irak i krigen mod IS ved at angribe oprørernes bastioner i landet.
Fra den amerikanske hær er meldingen, at bekæmpelsen af IS kan komme til at stå på i årevis. Især fordi den er afhængig af Iraks evne til at skabe en effektiv hær.
Korruptionen i militæret er anset for at være en af grundene til, at IS-krigerne fik hurtigt fodfæste i Irak.
Mange enheder havde ikke våben nok, mens andre enheder på papiret havde flere soldater på basen, end tilfældet var i virkeligheden.
Premierminister Abadi har fyret en række ansatte i militæret og bedt sin forsvarsminister om at undersøge korruptionen til bunds.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker