Iraks præsident er ramt af slagtilfælde
Iraks præsident, Jalal Talabani, har fået et slagtilfælde og er indlagt på et sygehus i Bagdad, hvor han behandles for åreforkalkning, oplyser regeringskilder til nyhedsbureauet Reuters.
- Undersøgelser viser, at hans kropsfunktioner er normale, og hans excellences tilstand er stabil. Han er under konstant lægelig overvågning, hedder det i en erklæring fra præsidentens kontor.
En højtstående kurdisk embedsmand siger, at præsident Talabani blev overført til et sygehus mandag aften efter at være blevet ramt af et slagtilfælde.
Den kurdiske præsident, der har været en central mægler blandt Iraks shiamuslimske, sunnimuslimske og kurdiske partier, blev indlagt mandag aften på grund af en "helbredsmæssig nødsituation", som hans kontor udtrykte det tidligere tirsdag.
Talabanis kontor var meget tilbageholdne med at udtale sig om hans helbredstilstand, men en højtstående kilde i hans parti, Kurdistans Patriotiske Union (PUK), sagde tidligere, at den 79-årige præsident blev indlagt på grund af udmattelse.
- Et specialuddannet lægehold tager sig af ham, og der vil blive udsendt en meddelelse senere, hed det tidligere tirsdag i udtalelsen fra præsidentens kontor.
Premierminister Nuri al-Maliki har besøgt Talabani på sygehuset tirsdag.
Hvis Talabani skulle blive uarbejdsdygtig, mister Irak en indflydelsesrig forhandler, som hyppigt er trådt til for at mindske spændingerne i den skrøbelige trepartsregering. Det gjaldt også under et nyligt forsøg på at skabe et mistillidsvotum til Maliki.
Han har lidt af dårligt helbred i år og er blevet behandlet af læger i udlandet adskillige gange i de seneste to år.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde