Iraks skrantende præsident søger hjælp i Tyskland
Iraks præsident, Jalal Talabani, er rejst til Tyskland for at modtage behandling efter et slagtilfælde, oplyser hans medarbejdere.
Talabani blev indlagt på hospitalet mandag efter at være ramt af et slagtilfælde, men ifølge lægerne er han i bedring.
Præsidenten kæmper for at samle landets stridende parter, der tæller sunni- og shiamuslimer, arabere og kurdere.
Han beskrives af flere analytikere som "et afgørende bindeled" mellem de irakiske kurdere i den nordlige del af landet og regeringen i Bagdad.
- Præsident Talabani har spillet en afgørende rolle i mæglingen mellem de to parter og sikret en fortsat dialog mellem kurderne og den centrale regering, siger Maria Fantappie fra organisationen International Crisis Group.
Også John Drake, analytiker i AKE-gruppen, mener, at præsidenten har brugt sin position til at skabe ro på landets politiske scene.
- Nogle ville måske beskrive hans position som ceremoniel, men han har gjort den langt mere aktiv ved hjælp af dialog og diskussion, som spiller en vigtig rolle i irakisk politik, forklarer Drake.
Under Iraks forfatning skal vicepræsidenten tage over, hvis præsidentposten af en eller anden grund bliver ledig, og en ny præsident skal vælges af parlamentet inden 30 dage.
Talabani har i de senere år haft forskellige problemer med sit helbred. Han gennemgik en succesfuld hjerteoperation i USA i august 2008.
Året før blev han bragt til Jordan, hvor han blandt andet modtog behandling for dehydrering.
Talabani har i årevis været en nøglefigur i irakisk politik. Først som kurdisk oprørsleder og politisk leder og siden 2005 som landets præsident.
Præsidenten har i det seneste år forsøgt at samle alle landets stridende parter til en konference, der skal skabe forsoning og samarbejde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet