Iran advarer EU mod at sætte Revolutionsgarde på terrorliste
En af de mange store demonstrationer i Iran efter at den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt i september sidste år. Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede håret godt nok. Her er det en demonstration i den vestlige by Kermanshah sidst i oktober. Foto: Farzad Menati/Ritzau Scanpix
Irans udenrigsminister opfordrer EU til at tænke over "de negative følger af denne følelsesmæssige adfærd."
Iran advarer EU mod at sætte Revolutionsgarden på dets terrorliste.
- EU skyder sig selv i foden, hvis det sætter Revolutionsgarden på listen over terroraktører, siger Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian.
Han opfordrer EU til at tænke over "de negative følger af denne følelsesmæssige adfærd."
- Det er nødvendigt at respektere gensidig sikkerhed i den diplomatiske verden og styrke den gensidige tillid i stedet for at fremsætte trusler, siger den iranske minister.
EU-Parlamentet har opfordret unionen til at sætte Revolutionsgarden på terrorlisten. Parlamentarikerne anklager garden, som er en central del af det iranske forsvar, for at undertrykke protester i Iran og for at levere droner til Ruslands krigsførelse i Ukraine.
EU-Kommissionens leder, Ursula von der Leyen, sagde tidligere på ugen, at hun vil støtte en beslutning om at klassificere Revolutionsgarden som en terroraktør.
– Reaktionen fra regimet i Iran er grusom, og det krænker fundamentale menneskerettigheder, sagde von der Leyen tidligere på ugen i en kommentar fra Davos, hvor hun deltager Verdens Økonomiske Forum (WEF).
Omfattende regeringsfjendtlige protester brød ud i Iran, da den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt i midten af september sidste år. Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede håret godt nok.
Kvinder har under protester i vrede revet deres obligatoriske hovedtørklæder af og brændt dem på bål.
- Der er behov for et øget pres fra EU's side mod præstestyret i Iran, sagde Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, efter at Iran henrettede to unge mænd tidligere i denne måned.
- Mohammad Mehdi Karami og Mohammad Hosseini - mere end to navne. Hængt af regimet i Iran, fordi de ikke ville underkaste sig de brutale og umenneskelige handlinger, skrev Baerbock på Twitter.
De to unge mænd var dømt for at have været med til at dræbe et medlem af den frygtede Basij-milits, der er knyttet til Irans Revolutionsgarde. Basij-militsen har været sat ind som spydspids i den iranske stats reaktion mod de protester, som har spredt sig over hele Iran.
Herhjemme har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagt, at Europa har brug for at give nogle stærke gensvar på det, der sker i Iran.
En kategorisering af revolutionsgarden som en terrorgruppe vil betyde, at det bliver en lovovertrædelse at være en del af gruppen, deltage i dens møder og bære dens emblem i offentligheden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde