Iran affyrer nye missiler trods skarp kritik fra USA

Selv om USA tirsdag truede Iran med sanktioner for at affyre missiler, har iranerne gentaget øvelsen onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Irans Revolutionsgarde har affyret to ballistiske missiler onsdag morgen dansk tid. Det rapporterer iranske nyhedsbureauer.

Iran fortsætter dermed de militærøvelser, der tirsdag affødte stærk kritik og trusler om diplomatiske sanktioner fra USA.

De to missiler er af typen Qadr H og blev affyret fra det nordlige Iran. De ramte mål i det sydøstlige Iran omkring 1400 kilometer fra affyringsstedet.

Missilerne er ifølge en brigadegeneral i revolutionsgarden designet til at kunne ramme Israel.

- Årsagen, til at vi har designet vores missiler med en rækkevidde på 2000 kilometer, er for at være i stand til at ramme vores fjende, som er det zionistiske regime, fra en sikker afstand, siger brigadegeneral Amir Ali Hajizadeh med henvisning til Israel til nyhedsbureauet ISNA.

Irans Revolutionsgarde oplyste også tirsdag, at man havde foretaget prøveaffyringer af adskillige ballistiske missiler i forskellige dele af landet.

Det skete som led i en militær øvelse, oplyste revolutionsgarden på sin officielle hjemmeside.

Formålet var angiveligt at vise "den islamiske republiks evne til at møde enhver trussel mod den (islamiske) revolution, staten og landets suverænitet".

Tirsdagens prøveaffyringer affødte en stærk reaktion fra USA.

- Vi er opmærksomme på og følger rapporterne om, at Iran netop har gennemført adskillige prøveaffyringer af ballistiske missiler, sagde talsmand Mark Toner fra det amerikanske udenrigsministerium tirsdag.

Han understregede ligeledes, at prøveaffyringerne ikke vil være en krænkelse af den internationale atomaftale, amerikanerne indgik med Iran i sommeren 2015. Men de kan være i strid med en resolution fra FN's Sikkerhedsråd.

- Bekræftes de, vil vi rejse sagen i sikkerhedsrådet, sagde Mark Toner.

/Reuters