Iran frigiver del af besætning fra britisk tankskib
Iran frigiver syv besætningsmedlemmer fra et tilbageholdt britisk-indregistreret tankskib, meddeler Irans statslige tv. Irans Revolutionsgarde tilbageholdt 19. juli tankskibet "Stena Impero", som er svensk-ejet, men indregistreret i Storbritannien. Foto: Wana News Agency/Reuters
Wana News Agency/Reuters
Syv besætningsmedlemmer fra olietankskibet "Stena Impero" bliver frigivet i Iran af "humanitære grunde".
Iran vil frigive syv besætningsmedlemmer fra et tilbageholdt britiskindregistreret tankskib, meddeler Irans statslige tv.
Irans Revolutionsgarde tilbageholdt 19. juli tankskibet "Stena Impero", som er svenskejet, men indregistreret i Storbritannien.
Det svenske rederi Stena Bulks, som ejer tankskibet, siger, at der skal mindst 15 til at sejle fartøjet, og at skibets besætning er på 23.
- Nu frigives syv ud af 23, siger en talsmand for rederiet til det svenske nyhedsbureau TT.
De frigivne er fem indere, en lette og en russer, skriver BBC.
En talsmand for det iranske udenrigsministerium, Abbas Mousavi, siger til det det statslige tv, at de syv besætningsmedlemmer fra skibet er løsladt af humanitære grunde, og at de kan forlade Iran inden for kort tid.
Skibet blev opbragt i Hormuzstrædet, hvor Den Persiske Bugt munder ud.
Det havde ifølge Iran forbrudt sig mod "internationale maritime regler".
Det skete, to uger efter at Storbritannien ud for Gibraltar opbragte en iransk olietanker. Det blev beggrundet med, at skibet skulle levere olie til Syrien i strid med EU's sanktioner mod Syrien.
Iran advarede ved den lejlighed om, at man ville svare igen.
Det var USA, som havde opfordret Storbritannien til at stoppe det iranske olietankskib. Tankskibet blev frigivet i august, da Iran havde garanteret, at det ikke skulle levere olie til Syrien.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker