Iran har anholdt et stort antal spioner
Foto af iransk kvinde, der i 2009 gik forbi et maleri af en amerikansk pistol på muren til den tidligere amerikanske ambassade. Sikkerhedsstyrker i Iran har angiveligt anholdt dusinvis af spioner, som arbejder i statslige organer. Foto: Behrouz Mehri/arkiv/Ritzau Scanpix
Behrouz Mehri/arkiv/Ritzau Scanpix
Mange af de anholdte har dobbelt statsborgerskab, siger efterretningschef.
Sikkerhedsstyrker i Iran har anholdt "dusinvis" af spioner, som arbejder i statslige organer.
Det siger landets efterretningsminister på et tidspunkt, hvor spændingerne tager til mellem Iran og Vesten som følge af USA's genindførte sanktioner mod landet.
Efterretningschef Mahmoud Alavi oplyser ikke, hvornår de mange anholdelser har fundet sted. Han angiver heller ikke, hvilke lande spionerne angiveligt arbejder for.
Han antyder, at mange af de anholdte har dobbelt statsborgerskab.
- Jeg har gentagene gange bedt folk om at meddele det til os, hvis de har kendskab til, at nogen har dobbelt statsborgerskab. Mit ministeriums anti-spionageenhed har med held identificeret og anholdt dusinvis af spioner i forskellige regeringsorganer, siger Alavi til det halvt officielle nyhedsbureau Isna tirsdag.
Anholdelserne af personer med dobbelt statsborgerskab er taget til, efter at Iras øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har advaret om, at vestlige agenter har "infiltreret" iranske beslutningsorganer.
Reuters rapporterede i 2017, at Irans eliteenheder i Revolutionsgarden havde anholdt mindst 30 personer med dobbelt statsborgerskab i de seneste år - overvejende på baggrund af sigtelser om spionage.
Iran anerkender ikke dobbelt statsborgerskab.
Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, samt Tyskland blev indgået i Wien.
Den trådte i kraft i januar i 2016 og skal forhindre, at iranerne udvikler atomvåben. I maj indfriede den amerikanske præsident, Donald Trump, dog et af sine valgløfter, da han trak USA ud af aftalen.
Ifølge dpa har Iran givet europæerne et par måneder til at få styr på tingene, inden Iran beslutter sig for, hvordan man vil forholde sig til aftalen.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker