Der er ingen grund til, at Iran skaffer sig atomvåben, for landet har ikke behov for dem. Det siger præsident Mahmoud Ahmadinejad i et interview med den amerikanske tv-station NBC. Her beklager han også, at demonstranter omkom under protestaktioner i Irans hovedstad, Teheran, i dagene efter præsidentvalget i midten af juni.
Ahmadinejads bemærkninger kommer kort før, at den iranske ledelse 1. oktober mødes til forhandlinger med USA og fem andre stormagter, som gennem flere år har anklaget Iran for at være i gang med at udvikle atomvåben i ly af landets civile atomprogram.
- Vi tror på samtaler og forhandling. Atomvåben hører fortiden til og tidligere generationer, mener vi. Vi ser ikke noget behov for sådanne våben, siger Ahmadinejad via en tolk.
På et direkte spørgsmål, om han vil udelukke, at Iran skaffer sig atomvåben, svarer han dog undvigende og siger: - Det må du selv tolke ud af det, jeg har sagt.
Ahmadinejad beklager tabet af menneskeliv under de til tider voldsomme demonstrationer i Teheran, efter han blev erklæret som vinder af valget i 12. juni.
- Alle beklager, at nogle mennesker blev dræbt. Det gjorde mig og hele befolkningen ked af det, siger han.
Under de ugelange demonstrationer blev cirka 30 mennesker dræbt ifølge officielle tal. Oppositionen siger, at 72 blev dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker