Rusland og Iran er for første gang i lange tider røget i totterne på hinanden. Iran kritiserer Rusland for at støtte nye FN-sanktioner mod Iran på grund af landets kontroversielle atomplaner. Rusland siger, at Iran ikke er lydhør over for kritik fra venligtsindede lande.
Senest kritiserede den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, Rusland for at gå Vestens ærinde og bøje sig for pres fra USA ved i FN's Sikkerhedsråd at støtte nye sanktioner mod den islamiske republik.
Ahmadinejad advarer i meget direkte vendinger den russiske ledelse om, at Rusland fremover bør være mere forsigtig med at kritisere Iran, ellers risikerer ledelsen i Moskva at blive erklæret fjende af Iran.
Rusland afviser kritikken og opfordrer i stedet den iranske leder til at "afstå fra politisk demagogi".
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kalder i en kommentar den iranske leders udbrud for "følelsesmæssig".
Men Lavrov lægger ikke skjul på, at den russiske ledelses tålmodighed med Teheran er ved at være brugt op.
Lavrov siger, at Iran gentagne gange har overhørt russiske forslag til, hvordan Iran kan komme ud af krisen uden at tabe ansigt.
- Det er beklageligt, at Iran gennem flere år ikke har svaret tilfredsstillende på vore anstrengelser på at løse konflikten, siger Lavrov.
Udenrigsministeren føjer til, at Irans aftale med Tyrkiet og Brasilien om berigelse af uran er et skridt i den rigtige retning og vil, hvis den bliver overholdt, bidrage til at forbedre atmosfæren mellem Iran og resten af verden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde