Den tidligere vinder af Nobels fredspris Shirin Ebadi har fået sin medalje og sit diplom tilbage, som har været beslaglagt af de iranske myndigheder.
Den iranske jurist og menneskerettighedsaktivist vandt prisen i 2003, men fik senere fjernet de synlige beviser herpå fra sin bankboks.
Men nu har Iran altså besindet sig og leveret hædersbeviserne tilbage til Shirin Ebadi, fortæller Norges udenrigsminister Jonas Gahr Støre og hans svenske kollega Carl Bildt.
- Vi reagerer meget stærkt mod de iranske myndigheder, som for nogen tid siden fratog hende den medalje og det diplom, hun fik, da hun blev tildelt Nobels fredspris i 2003. Hun har nu fået disse tilbage, men hendes situation er fortsat alvorlig, siger de i en fælles udtalelse.
Norge og Sverige understreger således, at de stadig er bekymrede over de iranske myndigheders behandling af Shirin Ebadi.
Ebadi har blandt andet været udsat for ransagninger af sit kontor efter at have forsvaret iranske menneskerettighedsforkæmpere
Støre og Bildt har benyttet uddelingen af dette års pris til Barack Obama til at minde om Ebadis skæbne.
- Shirin Ebadi er én af mange modige personer, som med fredelige midler arbejder for øget respekt for menneskerettighederne i Iran. Vi reagerer meget stærkt mod den behandling, som menneskerettighedsforkæmper og nobelprisvinder Shirin Ebadi bliver udsat for, siger udenrigsministrene.
Det er ikke første gang, at de norske myndigheder rejser sagen om Shirin Ebadi.
Flere gange har Norge givet udtryk for alvorlig bekymring over de iranske myndigheders behandling af hende og hendes familie.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde