Iran løslader fransk journalist

De iranske myndigheder har frigivet en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, der blev anholdt i Irans hovedstad tidligere på ugen i forbindelse med regeringsfjendtlige demonstrationer.

Det oplyser Irans statslige nyhedsbureau Irna. AFP bekræfter, at journalisten, Farhad Pouladi, er blevet løsladt.

Flere udenlandske journalister blev anholdt i forbindelse med demonstrationerne onsdag, heriblandt den danske journaliststuderende, Niels Krogsgård.

Det menes, at Farhad Pouladi har siddet fængslet sammen med danskeren.

Samtidig citerer Irna Teherans statsanklager, Abbas Jafari Dolatabadi, for at sige, at en canadier og to tyskere er blevet løsladt, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters.

Dolatabadi bekræfter også, at en dansk studerende er blevet anholdt. De danske myndigheder arbejder intenst på at få kontakt til Niels Krogsgård.

I alt 109 personer blev anholdt i forbindelse med demonstrationerne i Teheran onsdag.

/ritzau/AFP

De iranske myndigheder løslader fransk journalist og bekræfter samtidig, at en dansk studerende er anholdt. Det oplyser det statslige iranske nyhedsbureau.

Offentliggjort Sidst opdateret