Iran er parat til en første fase i en byttehandel, som svarer til den proces, som det internationale samfund har foreslået for at løse striden om det iranske atomprogram.
Den iranske udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, siger, at Iran vil bytte 400 kilogram lavtberiget uran med atombrændsel.
Udvekslingen skal foregå på en ø i Den Persiske Bugt.
- Vi er indstillet på at bringe 400 kilogram 3,5 procent beriget uran til øen Kish for at bytte det med en tilsvarende mængde 20 procent beriget uran, siger Mottaki på en sikkerhedskonference i Bahrain.
Den iranske udenrigsminister tilføjer, at Iran i princippet accepterer et forslag fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om at bytte i alt 1200 kilogram beriget uran med atombrændsel.
Mottaki forventer, at hele processen vil vare flere år.
Stormagterne har presset Iran til at acceptere IAEA-planen, som foreskriver, at uranberigelsen finder sted i udlandet, og at det iranske styre i stedet får stillet atombrændsel til rådighed til en forsøgsreaktor.
Manouchehr Mottaki siger, at processen kan begynde med det samme, hvis stormagterne USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina plus Tyskland er indforstået.
Mottaki siger, at det ville være i strid med international lov, hvis stormagterne gør alvor af truslen om at skærpe de internationale sanktioner mod Iran som følge af atomstriden.
- Vi er villige til yderligere dialog, understreger Mottaki.
Stormagterne frygter, at Iran pønser på at udvikle atomvåben. Selv siger det iranske styre, at det kun vil have atomkraft.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde