Iran sender kvindelig ambassadør til Danmark
Afsaneh Nadipour, der bliver ny ambassadør i Danmark, har arbejdet som assistent for Irans udenrigsminister.
Iran sender en ny ambassadør til Danmark, og det bliver en kvinde ved navn Afsaneh Nadipour.
Hun bliver den fjerde kvindelige ambassadør, som landet har haft på verdensplan, rapporterer det iranske nyhedsbureau IFP.
Nadipour har tidligere arbejdet som assistent for udenrigsminister Mohammad Javad Zarif. Hun har også arbejdet som rådgiver ved Irans permanente deltagelse i Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, i Haag.
Hun var tidligere tirsdag i audiens i Teheran hos Irans præsident, Hassan Rouhani.
I alt var 13 nye ambassadører i audiens hos den iranske præsident, skriver avisen Teheran Times.
Han bad dem over for deres nye værtslande at fremhæve Irans potentiale og som et land, det lønner sig at investere i.
Iran er blevet meget hårdt ramt af USA's sanktioner, som præsident Donald Trump indførte sidste år. Det skete, efter han havde trukket USA ud af den internationale atomaftale med Iran.
Det oplyses ikke, hvornår Afsaneh Nadipour tiltræder sin nye post som ambassadør i Danmark.
Irans tre andre kvindelige ambassadører har været Marzieh Afkhan i Malaysia, Parvin Farshchi i Finland og Homeyra Rigi i Brunei.
Tidligere i januar angreb Irans Revolutionsgarde militærbasen Al-Asad i Irak, der blandt andet huser danske og amerikanske soldater.
Ingen danskere kom til skade ved angrebet, der kom som modsvar på det amerikanske militærs drab på den iranske general Qassem Soleimani.
Præsident Hassan Rouhani udtalte tidligere i januar, at europæiske soldater, der er udstationeret i Mellemøsten, potentielt kan komme i fare.
Rouhanis udmelding kom, efter at Frankrig, Storbritannien og Tyskland meddelte, at de er bekymrede over, at Iran ikke overholder atomaftalen.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker