Iran spiller med musklerne

Selv hvis Iran får lov til at importere færdigt atombrændsel, vil iranerne fortsætte deres kontroversielle uranberigelse. Det slår talsmanden for Irans atomenergiagentur fast forud for et møde med Frankrig, Rusland, USA og det internationale atomagentur (IAEA) i Wien.

- At købe brændsel fra udlandet vil ikke betyde, at Iran stopper sin berigelse af uran inde i landet, siger Ali Shirzadian.

På mødet vil parterne diskutere muligheden for at sende Irans lavt berigede uran til udlandet, hvor det skal behandles og returneres til Teheran. Men indtil videre har iranerne ikke udvist den store fleksibilitet i atomstriden med Vesten.

En række af verdens stormagter frygter, at Irans egentlige ønsker er at fremstille atomvåben. Men selv siger iranerne, at formålet med landets atomanlæg er at udvikle atomkraft.

USA har efter præsidentskiftet tidligere i år ændret strategi fra at presse iranerne hårdt til at række styret i Teheran en udstrakt hånd. Men både USA og landets vestlige allierede har truet med nye sanktioner, hvis forhandlingerne kører i hårdknude.

FN's Sikkerhedsråd har allerede indført tre runder af sanktioner mod det iranske styre, der nægter at stoppe sin stærkt kritiserede uranberigelse.

/ritzau/AFP

Iran truer med at øge sin uranberigelse, hvis der ikke opnås en tilfredsstillende aftale på et møde om landets omstridte atomprogram i Wien.

Offentliggjort Sidst opdateret