Iran tilbageholder tankskib fyldt med muligt smuglet diesel
Iran har tilbageholdt flere tankskibe det seneste halvår på grund af mistanke om, at skibene smugler diesel og andre typer brændstof. (Arkivfoto). Foto: Seun Sanni/Reuters
De iranske myndigheder kæmper med omfattende smugling af brændstof både til vands og til lands.
De iranske myndigheder har søndag tilbageholdt et udenlandsk tankskib med to millioner liter brændstof i lasten.
Det skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters.
Der skal være tale om diesel, der er forsøgt smuglet ud af Iran.
Om bord på skibet var 14 besætningsmedlemmer. De er alle blevet anholdt, skriver nyhedsbureauet AFP.
En talsmand for Irans Revolutionsgarde oplyser, at besætningsmedlemmerne kommer fra "to asiatiske lande" uden at nævne de specifikke lande.
Skibet sejlede under et flag, der tilhører et land i Oceanien, oplyser Revolutionsgarden.
Iran kæmper med omfattende brændstofsmuglerier.
Landet har for tiden nogle af verdens laveste brændstofpriser på grund af store statslige tilskud, og fordi landets valuta er faldet i værdi.
Brændstof smugles ud af Iran både over landegrænserne til nabolandene og med skibe til de øvrige stater omkring Den Persiske Golf.
I september tilbageholdt Iran to tankskibe, der sejlede under henholdsvis Panamas og Tanzanias flag. Besætningerne om bord på de to skibe blev anholdt og beskyldt for at forsøge at smugle brændstof.
Og i juli tilbageholdt Den Iranske Revolutionsgarde ifølge USA et handelsskib i Den Persiske Golf. Iran hævdede, at skibet var lastet med mere end en million smuglet brændstof.
Skibet, som søndag er tilbageholdt, blev stoppet nær havnebyen Bushehr.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde