Iran tøver med svar på atomaftale

Striden om Irans atomprogram fortsætter. For mens USA, Rusland og Frankrig er klar til at indgå en aftale, der skal reducere Irans lager af lavt beriget uran, så tøver iranerne med at sige god for aftalen.

Det Internationale Atomenergiagentur fremlagde onsdag et udkast til en aftale med Iran og de tre stormagter, der skulle godkendes senest fredag. Men svaret fra iranerne lader vente på sig.

Både Rusland, USA og Frankrig har alle godkendt udkastet, der ifølge vestlige diplomater går ud på, at Iran i de kommende måneder sender 1,2 ton af sin 1,5 ton store officielle reserve af lavt beriget uran til Rusland og Frankrig. Her vil materialet blive omdannet til brændstof, der kan anvendes i de iranske atomreaktorer.

- Vi har faktisk ikke noget behov for at berige uran til en renhedsgrad på mere end fire eller fem procent. De reaktorer, vi bruger, anvender uran, som er beriget til højst fem procent, siger Ali Akbar Salehi, som står i spidsen for Irans atomenergikommission.

Iran har angiveligt fremlagt sit eget udkast til en aftale, hvilket af flere analytikere betegnes som en velkendt iransk strategi, der skal vinde regeringen i Teheran mere tid og holde nye internationale sanktioner fra døren.

/ritzau/AFP

En række vestlige lande har tilbudt Iran at få sin uranbeholdning beriget i udlandet. Men iranerne tøver med at godkende aftalen.

Offentliggjort Sidst opdateret