Iran vil berige uran op til 20 procent
Iranere i hovedstaden Teheran passerer forbi billeder af general Qasem Soleimani (t.h.), der blev dræbt af et amerikansk droneangreb for et år siden, og den førende atomforsker Mohsen Fakhrizadeh (t.v.), der blev dræbt i et attentat i december. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Iran rykker tættere på et niveau, hvor beriget uran potentielt kan bruges til at fremstille kernevåben.
Iran har planer om at berige uran med en renhed på 20 procent.
Det har landet meddelt FN's atomenergiagentur, IAEA, skriver Ruslands ambassadør ved agenturet, Mikhail Uljanov, på Twitter.
En diplomat i Wien, hvor atomvagthunden har hovedkontor, bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at der er sendt en rapport til IAEA's medlemslande, hvor dette tal fremgår. Diplomaten ønsker ikke at uddybe.
En renhed på 20 procent svarer omtrent til det niveau, Iran var nået op på, inden det i 2015 indgik en atomaftale med USA, EU og andre store aktører.
Og det er højere end de 4,5 procents renhed, Iran på nuværende tidspunkt har beriget sin uran op til.
I atomaftalen fra 2015 lyder det, at Iran må have beriget uran på maksimalt 3,67 procent. Det kan benyttes som brændsel i kernereaktorer.
USA's præsident, Donald Trump, trak i maj 2018 USA ud af atomaftalen med Iran. USA genindførte samtidig sanktioner mod Iran.
Indtil da havde Iran ifølge IAEA holdt sig inden for de grænser, der var fastsat i aftalen.
Men med USA's exit fra aftalen følte Iran sig ikke længere forpligtet til at overholde begrænsningerne.
En stigning til 20 procents renhed vil betyde, at Iran er tættere på et niveau, hvor det berigede uran potentielt kan benyttes til at fremstille kernevåben.
Det kræver beriget uran på omkring 90 procent. Det er dog en væsentlig hurtigere proces at gå fra 20 procent til 90 procent i forhold til at gå fra nogle få procent til 20 procent.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker