Iranske studenter og medlemmer af den magtfulde Basij-milits kom mandag i klammeri med kampklædt politi under en demonstration mod den amerikanske præst Terry Jones og hans nu skrinlagte planer om at brænde en stak koraner.
Omkring tusind personer var samlet for at protestere uden for den schweiziske ambassade i Teheran, der varetager USA's interesser i Iran.
Demonstranterne råbte "Død over Amerika", og "Den amerikanske præst skal dræbes", mens de kastede sten mod ambassaden. Omkring 300 kampklædte politifolk havde taget opstilling uden for ambassaden for at forhindre, at demonstranterne trængte ind.
Statsligt iransk tv viste billeder fra flere demonstrationer, der fandt sted andre steder i landet mandag.
Efter protester og fordømmelser fra store dele af verden opgav Terry Jones torsdag sine planer om at brænde muslimernes hellige bog på årsdagen for terrorangrebene mod USA 11. september 2001.
- Det er ikke nok at stoppe planen om at brænde koraner, og den amerikanske regering bør være ansvarlig og tage forebyggende skridt, siger en talsmand for Irans udenrigsministerium.
Også den fremtrædende ayatollah Lotfollah Safi siger, at muslimer ikke er "tilfredse med fordømmelser" af planerne, og at verden forventer at se en passende reaktion fra amerikanske ledere, skriver nyhedsbureauet Isna.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde