Iran har taget sit første kernekraftværk i brug.
Atomkraftværket Bushehr blev indviet tidligt lørdag ved en ceremoni med deltagelse af repræsentanter for præstestyret i Teheran, Rusland og Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA.
- Dette er en vigtig dag, hvor vi fysisk åbner Buskehr-kratværket, hedder det i en erklæring fra Sergej Kirijenko, der leder det russiske atomagentur Rosatom.
Irans atomchef, Ali Akbar Salehi, kalder dagen for "mindeværdig" og henviser til, at udviklingen af værket har haft en lang historie med "opgangstider og nedgangstider".
Opførelsen begyndte i 1975 med tysk hjælp, men stoppede, da islamisterne kom til magten i 1979. Først i 1995 blev arbejdet genoptaget med russisk hjælp, men alligevel tog det altså yderligere 15 år, før atomkraftværket stod færdigt.
Vestlige og europæiske lande med USA i spidsen mistænker Iran for at ville udvikle atomvåben og har derfor iværksat en række FN-sanktioner mod landet.
De iranske myndigheder afviser imidlertid beskyldningerne og fastholder, at atomprogrammet udelukkende skal anvendes til fredelige formål i form af el-produktion.
- Iran har aldrig udløst en krig eller efterstræbt atombomber. Vi har ret til at berige uran, sagde Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, før indvielsen af atomkraftværket.
Gary Samore, som er præsident Barack Obamas nærmeste rådgiver i atomspørgsmål, er overbevist om, at IAEA's inspektører, som løbende overvåger de iranske atomanlæg, i løbet af få uger vil opdage det, hvis iranerne starter et atomvåbenprogram.
- Det vil give både USA og Israel rigeligt tid til at vurdere et eventuelt militært indgreb, lyder hans vurdering i avisen New York Times.
Ifølge Samore vil det tage Iran mindst et år at producere nok højtberiget uran til at kunne fremstille en atombombe.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker