Irans præsident vil have fire år mere
Irans præsident, Hassan Rouhani (t.v.), under en konference i Teheran tidligere på måneden. Rouhani genopstiller ved valget i maj, oplyser en af hans nære rådgivere. Foto: AP/Ebrahim Noroozi
AP/Ebrahim Noroozi
Rouhani nyder en vis popularitet i Iran for sin økonomiske politik og for at have fået sanktionerne ophævet.
Irans præsident, Hassan Rouhani, har besluttet at genopstille ved valget i maj.
Det siger Hossein Ali Amiri, som er præsidentens nærmeste rådgiver i parlamentariske spørgsmål.
- I de seneste uger er præsidenten nået frem til den konklusion, at han deltager i præsidentvalget, siger Amiri ifølge nyhedsbureauet Irna.
Det var på forhånd ventet, at den moderate Rouhani vil stille op til endnu en embedsperiode, men han har ikke officielt meddelt sit kandidatur.
Han nyder en vis popularitet i Iran for at have stabiliseret økonomien og bragt en ende på de ødelæggende sanktioner mod landet. Det skete, da han var med til at indgå den historiske atomaftale med en række vestlige lande i 2015.
Rouhani har forbedret forholdet til den vestlige verden og har samtidig presset på for at sikre iranerne en højere grad af frihed.
Mange kritiserer dog, at den økonomiske bedring i landet ikke nødvendigvis kan mærkes blandt de dårligst stillede.
Kritikerne mener heller ikke, at præsidenten har gjort tilstrækkeligt for at få frigivet systemkritikere og politiske fanger fra Irans fængsler.
Irans konservative fløj har endnu ikke valgt en udfordrer, der kan stille op mod den 68-årige Rouhani. Han leder en relativt samlet koalition af moderate og reformister.
Iran har ikke egentlige politiske partier, kun løse alliancer. Derfor kan det være vanskeligt for politikerne at enes om en kandidat, de vil bakke op om.
De kandidater, der vil stille op ved præsidentvalget, skal formelt meddele dette mellem 11. og 15. april.
Valget finder sted 19. maj.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker