Irans præsidentkandidater til lynvalget skal stå ret for Vogternes Råd

Ali Larijani, tidligere parlamentsformand, registrerer sig som kandidat i Indenrigsministeriet fredag. Foto: Majid Asgaripour/Reuters

Iran har indledt processen med at finde ny præsident efter præsident Raisis død ved en helikopterulykke. Regimets øverste præster skal godkende alle kandidater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er mindre end en måned til Irans præsidentvalg, men ingen ved, hvem kandidaterne er.

Og der går et stykke tid endnu, før vælgerne har navnene, for den endelige kandidatliste offentliggøres først den 11. juni.

Så vælgerne må væbne sig med tålmodighed, men de kan dog på forhånd forvisse sig om, at der kun kommer kandidater, der er loyale over for regimet.

Og måske endda kun kandidater, der er helt loyale over for Ali Khamenei, Irans øverste leder.

Khamenei er ikke på valg. Han har haft posten sidsen 1989, og den snart 85-årige præst, der har det afgørende ord i alle vigtige spørgsmål i Iran, bestemmer et langt stykke hen af vejen, hvem der kan stille op.

Han har enten udpeget eller nomineret de 12 medlemmer af den særlige komité, som skal godkende kandidaterne, skriver AFP.

Komitéen hedder Vogternes Råd. Det råd sikrer, at kandidaterne er tro over for regimet og opfylder kravene til at være kandidat.

Processen med at finde kandidater begyndte torsdag, og interesserede kan melde sig frem til og med mandag.

Præsidentposten blev ledig den 19. maj.

Da omkom præsident Ebrahim Raisi ved en helikopterulykke i et tåget bjergområde i det nordlige Iran.

Også seks andre blev dræbt, herunder udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian

Raisis embedsperiode skulle først udløbe i 2025, så det er et valg i utide, der er på vej. I Raisis fravær er vicepræsident Mohammad Mokhber midlertidig præsident.

Raisi blev valgt i 2021. Han blev regnet for en nær allieret af den meget konservative øverste leder, Ali Khamenei. Måske endda en mulig afløser en dag.

Forud for valget i 2021 afviste Vogternes Råd ifølge AFP et stort antal reformvenlige og moderate kandidater.

Saeed Jalili, tidligere chefforhandler for Irans atomprogram, vinker til medierne, da han lader sig registrere som præsidentkandidat. Foto: Vahid Salemi/Ritzau Scanpix

Da Raisi blev valgt, var der en rekordlav stemmedeltagelse for præsidentvalg. Blot 48,8 procent af vælgerne stemte.

Nu afventer iagttagere, om Vogternes Råd måske lader en enkelt eller flere moderate kandidater slippe igennem nåleøjet, så også reformvenlige og moderate vælgere har kandidater at stemme på, skriver dpa.

Eller om det kun bliver fuldt loyale kandidater, så præsidenten med sikkerhed bliver en kandidat, der støtter regimets linje, som er trodsig over for Vesten.

Siden Raisis død har Iran været fyldt med rygter og spekulationer om en mulig afløser.

Ifølge dpa nævnes de to tidligere præsidenter Mohammad Khatami og Mahmoud Ahmadinejad. Det gør tidligere udenrigsminister Mohammad Javad Zarif også.

Kun to mulige kandidater kendes, og de ventes godkendt af Vogternes Råd.

Det er den midlertidige præsident, Mohammad Mokhber, og Saeed Jalili, tidligere chefforhandler i Irans strid med det internationale samfund om landets atomprogram.

Kontoret i Irans indenrigsministerium, hvor kandidater skal lade sig registrere. På det store banner bag embedsmanden ses Irans øverste leder, Ali Khamenei, der har udpeget eller nomineret medlemmerne af Vogternes Råd, som skal godkende kandidaterne. Foto: -/Ritzau Scanpix

De er begge konservative og ligger på regimets linje.

Tidligere parlamentsformand Ali Larijani afleverede sin kandidatansøgning fredag. Han regnes for forholdsvis moderat.

Blandt de moderate ventes også Mohsen Hashemi at forsøge at blive kandidat. Han er søn af tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjani, skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim.

Han har hverken be- eller afkræftet sit kandidatur.

/ritzau/

Præsidentvalg i Iran

* Den 19. maj omkom Ebrahim Raisi, Irans præsident, ved en helikopterulykke. Det har udløst nyt præsidentvalg i Iran. Det afholdes den 28. juni.

* Får ingen kandidat absolut flertal, holdes en anden valgrunde mellem de to kandidater med flest stemmer ugen efter.

* Interesserede kandidater kan melde sig i Irans indenrigsministerium til og med mandag.

* Vogternes Råd består af præster og jurister, der er udpeget eller nomineret af Irans øverste leder, Ali Khamenei. Dette råd skal derefter godkende kandidaterne.

* Blandt kravene til en kandidat er, at vedkommende skal have en universitetsgrad og være mellem 40 og 75 år.

* Vogternes Råd offentliggør en liste over godkendte kandidater den 11. juni.

Kilder: AFP, dpa.

/ritzau/

En plakat af Irans præsident Ebrahim Raisi, der blev dræbt ved en helikopterulykke den 20. maj. Derfor er der præsidentvalg i utide i Iran den 28. juni. Billedet er fra en sørgedemonstration i Irans hovedstad, Teheran, ikke længe efter, at hans død var bekræftet. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu