Irans udenrigsminister skal lede atomforhandling
Den iranske præsident, Hassan Rouhani, siger, at det fremover er udenrigsministeriet i Teheran, der leder iranernes atomforhandlinger med verdens stormagter, skriver nyhedsbureauet Irna.
Forhandlingerne er tidligere blevet ledet af landets øverste nationale sikkerhedsråd.
Teheran har ikke oplyst yderligere detaljer, men erklæringen tyder på, at Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zari, enten selv skal lede fremtidige forhandlinger med USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, eller at han vil udpege en højtstående embedsmand fra ministeriet til at gøre det.
Ifølge en ny FN-rapport har Iran ikke ændret kurs efter indsættelsen af den nye præsident, da Teheran har installeret omkring 1000 avancerede centrifuger til berigelse af uran og er ved at gøre klar til at teste dem.
Det fremgår af en ny rapport fra FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA.
Rapporten ventes at øge bekymringen i Vesten over det iranske atomprogram på et tidspunkt, hvor mange havde ventet at se en ny kurs i Teheran efter indsættelsen af Rouhani.
Kvartalsrapporten fra IAEA, som er den første, siden den relativt moderate Hassan Rouhani vandt det iranske præsidentvalg i juni, fremhæver også, at iranerne er begyndt at fremstille brændsels-monteringssystemer til en reaktor, hvilket Vesten opfatter som potentielt materiale til fremstilling af atombomber.
Diplomater tæt på IAEA siger, at der skal tages visse forbehold over for den seneste rapport, da den overvejende dækker udviklinger, som fandt sted, inden Rouhani overtog præsidentposten den 3. august efter den konservative og rabiate Mahmoud Ahmadinejad.
Iran siger, at dets atomprogram udelukkende har fredelige formål, mens Vesten siger, at det har til formål at skaffe landet atomvåben.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned