Kampklædt politi og medlemmer af den frygtede Basij-milits affyrede tirsdag tåregas for at sprede oppositionstilhængere, der havde samlet sig i Irans hovedstad, Teheran.
Demonstranterne hævder, at iranske myndigheder har anholdt de to oppositionsledere, Mirhossein Mousavi og Mehdi Karroubi, og var gået på gaden med krav om, at de løslades.
Oppositionens hjemmesider meldte om sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker tæt ved Teherans universitet og i andre dele af hovedstaden.
Kaleme.com skriver, at både civilklædt og kampklædt politi "angriber folk i Teherans centrale gader", og at politiet bruger både stave og tåregas.
En anden oppositionsside oplyser, at mindst fem er anholdt.
Britiske BBC's korrespondent i Teheran siger, at sikkerhedsstyrkerne tilsyneladende havde fuld kontrol i gaderne først på aftenen.
Medlemmer af Basij-militsen råber sejrsslagord, rapporterer BBC, der også meddeler, at der efter mørkets frembrud var sporadiske forsøg på at undgå sikkerhedsstyrkerne og indlede nye protester rundt om i byen.
Både Mousavi og Karroubi havde indkaldt til nye demonstrationer i Iran i kølvandet på begivenhederne i Tunesien og Egypten.
Mandag oplyste de to lederes familiemedlemmer til international presse, at de var blevet hentet af sikkerhedsstyrker og nu er tilbageholdt et ukendt sted.
Regeringen har afvist, at de to oppositionsledere skulle være tilbageholdt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker