Iransk toppolitiker bombarderet med sko
Det er ikke noget, der sker hver dag i den islamiske stat Iran. Men søndag skete det.
Vrede tilhørere fik Irans parlamentsformand, Ali Larijani, til at afslutte en tale i utide efter blot to til tre minutter.
Årsagen var, at sko og bedetavler begyndte at regne ned over toppolitikeren, der holdt tale i den hellige by Qom, som han repræsenterer i parlamentet i hovedstaden Teheran.
Talen faldt i anledning af 34-års-jubilæet for den islamiske revolution i 1979, men tilhørerne gad ikke høre på ham.
Det halvofficielle Iranske Arbejderes Nyhedsbureau (Ilna) skriver, at en gruppe tilhørere begyndte at råbe slagord mod Larijani.
Der var angiveligt tale om tilhængere af præsident Mahmoud Ahmadinejad, som ligger i noget nær en fejde med parlamentsformanden.
Fejden brød ud i lys lue for nylig, da præsidenten i en tale i parlamentet beskyldte parlamentsformandens familie for korruption - en beskyldning, familien afviser.
Så præsidentens tilhængere smed sko i hovedet på Larijani, en meget stor fornærmelse i muslimske lande.
De bedetavler, han også fik i hovedet, er små tavler på størrelse med en tændstikæske, der bruges af nogle shiamuslimer.
Parlamentsformanden forsøgte at berolige gemytterne og sagde, at en stor begivenhed som revolutionen ikke bør kompromitteres af sådanne handlinger.
Men Ilna skriver, at han blev tvunget til at forlade talerstolen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet