Iranske medier: Civil er blandt dræbte i israelsk angreb
En talsmand for det iranske udenrigsministerium varsler mandag et "bestemt" modsvar på israelsk angreb. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Efter israelsk angreb med jagerfly melder iranske medier, at en civil er blandt de dræbte.
En civil var blandt de dræbte i weekendens israelske angreb på iranske mål.
Det skriver flere iranske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Iranske myndigheder har tidligere oplyst, at fire soldater blev dræbt.
Men nu meldes der også om civile tab.
- Martyren Allahverdi Rahimpour - en civil, der blev dræbt nær Teheran under det zionistiske regimes nylige angreb - er blevet begravet, rapporterer det iranske nyhedsbureau Fars.
Også det iranske nyhedsbureau Tasnim rapporterer om det civile dødsfald.
Tasnim beskrives ofte som et halvofficielt nyhedsbureau. Det har forbindelser til Irans Revolutionsgarde.
Israelsk militær har oplyst, at det natten til lørdag gennemførte tre bølger af angreb mod Iran med jagerfly.
Militærbaser nær Teheran og i det vestlige Iran blev ramt.
Iran har varslet et modsvar.
- Den onde handling fra det zionistiske regime (Israel, red.) for to nætter siden bør hverken underdrives eller overdrives, lød det søndag fra Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Han sagde, at det nu skal afgøres, hvad der er den rette reaktion på Israels angreb natten til lørdag, afhængigt af hvad der er i folkets og landets bedste interesse.
Mandag truer talsmand for det iranske udenrigsministerium Esmaeil Baghaei med et "bestemt og effektivt" modsvar.
- Vi bruger alle tilgængelige midler til at svare bestemt og effektivt igen på angrebet fra det zionistiske regime, siger Baghaei ved et fast pressemøde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker