Orkanen Irene gik lørdag i land ved Cape Lookout i North Carolina på den amerikanske østkyst. Det oplyser USA's nationale orkancenter.
Irene, der havde vindhastigheder på op til 140 km/t, er blevet målt til en kategori 1-orkan på Saffir-Simpson-skalaen. Den bevæger sig mod nord-nordvest med en hastighed af godt 22 km/t.
Ledsaget af voldsom regn ramte orkanen først området ved Cape Lookout på North Carolinas kyst, oplyser USA's nationale orkancenter.
Træer er blevet revet op med rode, gader er blevet oversvømmet og 90.000 indbyggere mistede deres elektricitet, oplyser redningstjenester i North Carolina.
Orkanen frygtes senere lørdag at ville ramme storbyer som Philadelphia, New York og Boston.
Dette har ført til, at myndighederne i New York har beordret op imod 300.000 indbyggere evakueret fra lavtliggende områder i millionbyen. Samtidig er flere lufthavne i området blevet lukket weekenden igennem.
Frem til mandag er der udsendt orkanvarsel for delstaterne North Carolina, Virginia, Washington D.C., Maryland, Delaware, New York, Pennsylvania, New Jersey, Connecticut, Rhode Island og Massachusetts.
I alt er omkring to millioner mennesker på USA's østkyst blevet bedt om at søge mod sikrere områder i forbindelse med orkanen Irenes hærgen.
/ritzau/Reuters/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub