Efter at have fået en sparefinanslov igennem parlamentet i Dublin har premierminister Brian Cowen besluttet, at vælgerne skal sammensætte et nyt parlament. Valget holdes den 25. februar.
Cowen meddelte tirsdag parlamentet, at han senere på dagen ville gå til præsident Mary McAleese og bede hende opløse parlamentet, så der kan udskrives valg.
Han ville da ikke sige, hvornår valget holdes, men senere på dagen meddelte den afgående regering, at det bliver den 25. februar.
Det nye parlament skal så træde sammen den 9. marts.
Cowen har på forhånd meddelt, at han ikke genopstiller. Han har været premierminister for den regering, der har været tvunget til at bede EU og IMF om milliardbistand for at redde Irlands økonomi.
Hjælpen er kommet, men der har været modkrav om de kraftige besparelser, som er regnet ind i den netop vedtagede finanslov.
I januar gik Cowen af som leder af sit parti Fianna Fail, der i øvrigt ventes at få klø ved det kommende valg.
Centrumhøjrepartiet Fine Gael og centrumvenstrepartiet Labour ligger til at vinde. Begge partier har erklæret, at de vil genforhandle betingelserne for det store EU-IMF-lån på 85 milliarder euro - over 633 milliarder kroner.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker