Irland stemmer om blasfemilov efter udtalelse fra komiker
Det er en udtalelse fra den engelske komiker Stephen Fry i 2015, der nu har medvirket til, at Irland fredag skal stemme om at fjerne punktet om blasfemi fra lovgivningen. Foto: Pool/arkiv/Reuters
Pool/arkiv/Reuters
Irerne stemmer fredag om at fjerne begrebet blasfemi fra lovgivningen. Samme dag vælger de også ny præsident.
Da den engelske komiker og tv-vært Stephen Fry blev interviewet af den irske tv-station RTE i 2015, regnede han formentlig med, at han frit kunne ytre sig uden frygt for konsekvenserne.
Han tog fejl.
Fry sagde, at han aldrig vil respektere "en lunefuld, ond, dum Gud, der skaber en verden fuld af uretfærdighed".
Irlands forfatning siger, at borgere har ytringsfrihed, men der er begrænsninger.
Fry blev ramt af begrænsningerne. En seer meldte ham således til politiet for blasfemi.
Senere droppede politiet sagen, der forblev baseret på én seerklage. Men den har medvirket til, at irerne fredag går til stemmeurnerne for at afgøre, om punktet om blasfemi skal ud af deres forfatning.
I en meningsmåling foretaget af The Irish Times i sidste uge svarede 51 procent af de adspurgte, at de vil stemme ja til at fjerne punktet om blasfemi fra forfatningen, mens 19 procent svarede, at de vil stemme nej. 25 procent havde endnu ikke besluttet sig, og 4 procent svarede, at de ikke har tænkt sig at stemme.
I Irlands forfatning fra 1937 står der, at det er ulovligt at trykke eller ytre sig blasfemisk, og at det skal straffes.
Forfatningen definerer ikke, hvad blasfemi er, men det blev gjort i 2009. I stedet for at fjerne punktet fra lovbøgerne besluttede regeringen at definere begrebet inden for reglerne om ærekrænkelse, skriver nyhedsbureauet dpa.
Det betyder, at en person begår blasfemi, hvis vedkommende fornærmer noget, der regnes for helligt inden for en religion og på den måde foruretter et betydeligt antal tilhængere af religionen.
Fredagens folkeafstemning falder sammen med, at der skal vælges ny præsident i Irland. Den nuværende præsident, Michael D. Higgins, genopstiller til embedet, der har overvejende ceremoniel betydning, og er favorit til at vinde.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned