IS tager skyld for angreb på Iraks ambassade i Kabul
Afghanske styrker afspærrer området ved den irakiske ambassade i Kabul. Foto: /ritzau/AP/Massoud Hossaini
/ritzau/AP/Massoud Hossaini
Bilbombe eksploderer foran Iraks ambassade i Afghanistan. Fire angribere er dræbt.
En bilbombe er eksploderet foran Iraks ambassade i den afghanske hovedstad, Kabul. Der var tale om en selvmordsbombe.
Der blev skudt i området, da fire bevæbnede mænd forsøgte at komme ind i bygningen.
Lidt senere på dagen kunne politiet oplyse, at alle angribere var dræbt, og at ambassadens ansatte var i sikkerhed.
Kun en politimand blev lettere såret.
- Politiet reagerede hurtigt og ankom tids nok og fik evakueret de irakiske diplomater til et sikkert sted, oplyser Indenrigsministeriet.
- Ingen af ambassadens ansatte er kommet til skade, hedder det.
Islamisk Stat (IS) tog skylden for angrebet. Det meddelte jihadisterne via nyhedsbureauet Amaq, som er IS's talerør.
De bevæbnede mænd forsøgte at trænge ind i ambassadebygningen. Ambassaden ligger i Kabuls centrum.
- Jeg hørte et stort brag, og det blev fulgt af flere eksplosioner og skud fra håndvåben, fortæller Ahmad Ali, der har en butik i nærheden.
- Folk var bekymrede og lukkede deres butikker for at løbe i sikkerhed, siger han.
Angrebet kommer en uge efter, at mindst 35 mennesker mistede livet ved et selvmordsangreb i Kabul. De dræbte arbejdede for den afghanske regering.
Taliban tog skylden for det angreb.
Islamisk Stat, der er trængt på hjemmebanen i Irak og Syrien, har optrappet sine aktioner i det østlige Afghanistan. Jihadisterne har taget skylden for en serie af angreb flere steder i Afghanistan.
De amerikanske styrker i Afghanistan har forsøgt at ramme IS. Det lykkedes at dræbe jihadisternes leder, Abu Sayyed, og flere højtstående medlemmer af IS under et angreb i provinsen Kunar 11. juni.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet