Isbjørnen Knut bliver mobbet

Isbjørnen Knut, der som lille blev verdensberømt i Berlin Zoo, bliver mobbet af tre ældre isbjørnehunner, og får nu de tyske medier til at bekymre sig over Knuts kærlighedsliv.

- I stedet for at muntre sig med de tre damer, gemmer han sig frygtsomt i et hjørne, skriver avisen Bild.

I adskillige uger har den treårige Knut delt bur med sin mor, Tosca, og to andre hunisbjørne Nancy og Katjusha.

Men håbet om, at Knut ville danne en romantisk forbindelse med en af hunbjørnene, er svundet i takt med rapporterne om, at han bliver mobbet.

En video viser, hvordan Katjusha kaster sig mod Knuts strube i et tilsyneladende forsøg på at bide ham, inden hun skubber ham i vandet.

- Disse bedrøvelige billeder af Knut griber mennesker over hele verden om hjertet, skriver Bild.

Men Knuts dyrepasser Heino Kloes nedtoner problemet og siger, at billederne bare viser "to minutter af en bjørns liv".

- Det er helt normalt blandt bjørne. Knut er endnu ikke en voksen han og ved endnu ikke, hvordan han skal få respekt. Men som dagene går, vil problemerne forsvinde, siger Kloes.

/ritzau/AFP

Tyske medier er bekymrede over isbjørnen Knuts kærlighedsliv. Han bliver mobbet af isbjørnehunnerne og gemmer sig frygtsomt i et hjørne.

Offentliggjort Sidst opdateret