Islamisk Stat bekræfter Jihad Johns død
Den berygtede IS-bøddel blev dræbt i et luftangreb i Syrien i november, bekræfter den militante gruppe.
Islamisk Stat (IS) bekræfter tirsdag, at gruppens topbøddel, den britiske statsborger Jihad John, blev dræbt i et luftangreb i Syrien i november, skriver AFP.
I midten af november sidste år kom det frem, at amerikanerne muligvis havde dræbt Jihad John i et droneangreb i den syriske by Raqqa, hvor Islamisk Stat har sit hovedkvarter.
Det er dog først nu, at bødlens død bliver officielt bekræftet af Islamisk Stat selv.
I sit onlinemagasin, Dabiq, skriver den militante gruppe, at Jihad John med fødenavnet Mohammed Emwazi blev dræbt i Raqqa 12. november, da den bil, han befandt sig i, blev ramt af en ubemandet drone.
- Han blev dræbt på stedet, står der.
Tilbage i november lød meldingen fra det amerikanske militær, at "det var rimelig sikkert", at bødlen var blevet dræbt i angrebet.
Jihad John har med en kniv skåret halsen over på flere britiske, amerikanske og japanske gidsler i Syrien, herunder journalisterne James Foley og Steven Sotloff.
Henrettelserne er blevet videofilmet og lagt ud på internettet.
Den danske fotograf Daniel Rye Ottosen, der blev fanget og tilbageholdt af IS i 398 dage, stiftede også bekendtskab med Jihad John, som ydmygede sine fanger.
Fangevogteren tvang både Rye og hans medfanger til at danse tango og til at synge med på en omskrevet version af Eagles-hittet "Hotel California" under opholdet i fængslet.
Mohammed Emwazi blev født i Kuwait, men flyttede til England med sin familie som seksårig.
Han blev angiveligt radikaliseret i forbindelse med en rejse til Tanzania i 2009 og rejste senere til Syrien.
Øgenavnet Jihad John stammer fra en artikel i det britiske magasin The Spectator fra august 2014.
Flere aviser tog navnet til sig, ligesom BBC også har brugt det i sin omtale af briten.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde