Islamisk Stat hævder at stå bag julemarkeds-angreb i Berlin
Den sunnimuslimske bevægelse Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet i Berlin mandag aften.
Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet på et julemarked i Berlin mandag, der har kostet 12 menneskeliv. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet har Islamisk Stat, en radikal, sunnimuslimsk bevægelse, taget skylden for angrebet via sin nyhedskanal Amaq.
- En af Islamisk Stats soldater har udført operationen i Berlin som svar på vores opfordring om angreb på borgere i koalitionslande, citerer Amaq en meddelelse fra Islamisk Stat for.
Islamisk Stat har tidligere hævdet at stå bag flere andre angreb i Vesten uden at det har kunnet bevises, at det rent faktisk har været tilfældet.
Mandag aften kørte en lastbil ind gennem et julemarked i Berlin. Det kostede 12 mennesker livet og sårede knap 50.
Den tyske kansler Angela Merkel har efterfølgende sagt, at man må formode, at der er tale om et terrorangreb.
Islamisk Stat har tidligere taget skylden for eksempelvis skyderiet på Christiania i september, hvor to betjente blev ramt.
Det gælder også angreb i Bruxelles, der kostede 32 livet, og i San Bernadino i Californien, hvor et par skød og dræbte 14 mennesker ved en julefest.
Efter angrebet i Berlin blev en 23-årig mand anholdt. Han er dog senere blevet løsladt, da det ikke kunne bevises, at han var i nærheden af gerningsstedet.
Motivet og gerningsmandens identitet er fortsat ukendte.
Islamisk Stat har siden 2014 opfordret til at angribe borgere i lande, der er del af den amerikansk-ledede koalition, der bekæmper bevægelsen i Syrien og Irak.
- Hindr dem, der vil skade dine brødre. Det bedste, du kan gøre, er at stræbe efter at dræbe en vantro. Om han er fransk, amerikansk eller fra nogen af deres allierede, sagde en talsmand for Islamisk Stat i 2014 ifølge CNN.
Danmark deltager i koalitionen og har indtil for nylig stillet kampfly til rådighed i området, der har udført bombetogter.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned