Islamister ødelægger igen kulturskatte i Mali
Muslimske ekstremister, der kontrollerer det nordlige Mali, har igen ødelagt afrikanske kulturskatte, som står på Unescos liste over bevaringsværdige historiske minder i byen Timbuktu.
Torsdag gik ekstremister bevæbnede med økser, hakker og geværer løs på tre muslimske gravsteder i de seneste ødelæggelser af kulturskatte i Timbuktu.
- De ankom i seks køretøjer og var tungt bevæbnede. De jævnede alt med jorden med en bulldozer, og der er kun ruiner tilbage, siger Garba Maiga, der bor i Timbuktu.
De tre gravsteder, der blev ødelagt, ligger nogle få kilometer syd for Timbuktu i et område, der kaldes Karaba, hvor islamisterne tidligere har begået lignende ødelæggelser.
Gravene blev anlagt af en shiamuslimsk gren inden for islam, som de ortodokse sunnimuslimske grupper betragter som kættere.
De tre grave, der torsdag blev ødelagt, var skabt til minde om de lokale helgener Sheikh Nouh, Sheikh Ousmane el-Kabir og sheik Mohamed Foulani Macina.
Den dominerende gruppe i det nordlige Mali hedder Ansar Dine, der består af flere yderst ekstremistiske undergrupper med nære forbindelser til terrornetværket al-Qaeda.
Mali var indtil marts i år noget nær et mønsterdemokrati i Afrika. Men efter et militærkup, hvor landets præsident blev fjernet, har militante muslimske ekstremister taget kontrol med store dele af den nordlige del af landet.
FN og vestlige lande har opfordret afrikanske lande til at gribe ind militært i Mali for at nedkæmpe de militante grupper i nord.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned