Islamister tager vesterlændinge som gidsler i Algeriet

Militante islamister har under et angreb på et gasfelt i det sydlige Algeriet taget en række vesterlændinge som gidsler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lokale medier citerer gidseltagerne for at sige, at de har omkring 40 gidsler i deres varetægt.

Fem gidsler befinder sig angiveligt på selve gasanlægget, mens 36 andre opholder sig i de personaleboliger, der ligger ved anlægget.

Antallet af gidsler er endnu ikke bekræftet af andre kilder.

Ifølge olieselskabet Statoil er der ni nordmænd blandt gidslerne, heriblandt en midaldrende mand, som ringede til sin hustru kort efter angrebet. Gidseltagerne dikterede angiveligt, hvad han skulle sige.

- Jeg blev ringet op af min mand i formiddag. Han oplyste, at han var taget som gidsel. Jeg fik et telefonnummer, som han bad mig give politiet. Det var nummeret til gidseltagerne, fik jeg at vide, siger hun til avisen.

Tidligere sagde den norske statsminister, Jens Stoltenberg, at 13 nordmænd var involveret i gidselaktionen. Det tal er nu nedjusteret til ni.

Statsministeren ved imidlertid ikke, hvor mange gidsler, der er i alt.

- Det er ikke muligt at svare konkret på, siger Stoltenberg med henvisning til, at der endnu ikke er overblik over, hvor gidslerne befinder sig.

Onsdagens angreb er det første i flere år mod et algerisk energianlæg, og det kan få konsekvenser for sikkerheden i hele landets energisektor.

Algeriet står for en fjerdedel af de europæiske landes import af naturgas, og samtidig eksporterer landet millioner af tønder råolie hvert år.

Irlands udenrigsministerium siger, at også en irer holdes som gidsel, og de amerikanske myndigheder har bekræftet, at også amerikanske statsborgere er involveret i gidseldramaet.

Desuden skal fem japanere og en franskmand være taget som gidsler, men det er endnu ikke officielt bekræftet.

Der var skyderi under angrebet, og to mennesker meldes dræbt, mens seks er såret. De dræbte menes at være en franskmand og en brite.

Angrebet på gasfeltet, der drives af BP, Statoil og det algeriske selskab Sonatrach, er ifølge gidseltagerne et gengældelsesangreb for Frankrigs militæroffensiv i nabolandet Mali.

/ritzau/AFP