Island har afgivet et sidste bud på kompensation til Storbritannien og Holland i striden om cirka 30 milliarder danske kroner i den såkaldte Icesave-aftale. Buddet kommer forud for lørdagens folkeafstemning, som ventes at blive et rungende nej til den nuværende aftale.
Den islandske udenrigsminister, Össur Skarphedinsson, har i et interview med Financial Times Deutschland sagt, at Island venter på svar fra de britiske og hollandske regeringer til det islandske tilbud, som han håber at kunne præsentere som et bedre alternativ og dermed undgå folkeafstemning.
- Vi fortsætter med at forhandle og på grund af tidsfristen, er vi under et større pres end nogen sinde tidligere. Der er dog gode udsigter til at nå en aftale, siger Skarphedinsson i onsdagsudgaven af avisen.
Hvis folkeafstemningen gennemføres, er et "nej" helt sikkert, og det vil medføre, at forhandlingerne vil blive trukket yderligere ud, citerer avisen ham for at sige. Færre end hver femte islænding støtter den nuværende Icesave-aftale.
De fleste islændinge betragter vilkårene for tilbagebetalingen af regningen som urimelige, og mange ønsker at stemme imod aftalen for at få afløb for deres vrede og frustration over, at Island bliver "tyranniseret" af de to store lande.
En afvisning af Icesave-lovforslaget vil sandsynligvis føre til en nedfrysning af den udenlandske lånebistand, der er nødvendig for at genrejse Islands økonomi. Det ville også kunne kaste en sort sky over Islands muligheder for at blive medlem af EU.
Össur Skarphedinsson siger, at Storbritannien og Holland kan forsøge at hindre Islands medlemskab af EU, men han havde ingen grund til at tro, at de rent faktisk ville gøre det.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde