Island står over for nyt vulkanudbrud

Den islandske vulkan Grimsvötn, der ligger under gletsjeren Vatnajökull, er begyndt at røre på sig. Eksperter venter, at et udbrud kan finde sted inden for en uges tid.

- Forudsætningerne for et udbrud er til stede, men det vil ikke få de samme konsekvenser som den seneste islandske udbrud, siger geolog Rikke Pedersen, leder af Nordisk Vulkanologisk Institut, Nordvulk.

Hun siger, at vulkanen, der også ligger under en iskappe, er meget forskellig fra Eyjafjallajökull, hvis aske sidste år lammede den europæiske flytrafik i flere uger.

- Asken fra Grimsvötn er af en helt anden beskaffenhed. Den er mere grovkornet og vil ikke kunne bevæge sig så langt. Det vil kunne betyde berøre flytrafikken, men kun i mindre omfang, siger Rikke Pedersen.

Hun er helt klar over, at muligheden for et nyt udbrud i Grimsvötn har mere opmærksomhed nu, end det havde det i 2004, da vulkanen sidst var i udbrud.

- Grimsvötn er en af Islands mest aktive vulkaner, og ved det seneste udbrud var der stort set ingen, der interesserede sig for, hvad der skete, siger Rikke Pedersen.

Det, der tyder på, at et udbrud er forestående, er, at den sø, der danner sig oven på vulkanen, men under iskappen, er ved at tømme sig ad en cirka 50 kilometer lang kanal under gletsjeren.

- Lige nu oplever vi et jökelhlaup, hvor 0,7 kubikkilometer vand fosser ud med flere hundrede kubikmeter i sekundet. Sidst det skete, gik vulkanen i udbrud, fortæller Rikke Pedersen.

De seismiske kurver op til udbruddet i 2004 er stort set identiske med dem, som måleinstrumenterne registrerer i dag. Den gang sluttede jökelhlaupet med et udbrud, og det er også sandsynligt nu.

Vulkanen Grimsvötn ligger i et af Islands mest øde områder og vil ikke være til fare for mennesker eller bygninger.

/ritzau/

Hvis ny islandsk vulkan går i udbrud, bliver det ikke som i fjor, da europæisk lufttrafik var lammet i uger.

Offentliggjort Sidst opdateret