Islands statsminister: Jeg har ikke trukket mig
Sigmundur David Gunnlaugsson agter i stedet at overdrage ansvaret til sit partis næstformand for en periode.
Islands statsminister hedder fortsat Sigmundur David Gunnlaugsson, og han har ikke i sinde at træde tilbage, selv om netop dét blev meldt ud fra hans eget parti, Framsóknarflokkurin (Fremskridtspartiet, red.), tidligere tirsdag.
Det fremgår af en engelsksproget pressemeddelelse fra statsministerens kontor sent tirsdag aften, som Islands største avis, Morgunbladit, viderebringer på sin hjemmeside.
- Statsministeren er ikke trådt tilbage, og han vil fortsætte med at være formand for Framsóknarflokkurin, lyder det i pressemeddelelsen.
Gunnlaugsson er kommet under pres, efter at hans navn er dukket op blandt 11,5 millioner lækkede dokumenter fra et panamansk advokatfirma, der har hjulpet mange folk og firmaer med at skjule deres formuer.
- I dag (tirsdag, red.) har Islands statsminister over for Framsóknarflokkurins medlemmer af parlamentet foreslået, at næstformanden for Framsóknarflokkurin overtager statsministerens kontor i en ukendt periode, hedder det videre.
Meldingen fra toppen af partiet er i direkte modstrid med den udmelding, partiet kom med tidligere.
Her forlød det ifølge næstformand Sigurdur Ingi Johansson, at statsministeren på et gruppemøde havde fortalt, at han vil træde tilbage og overlade posten til Johansson selv.
Det vil han fortsat, men ifølge pressemeddelelsen kun i en periode. Der nævnes ikke noget om, hvor længe denne periode tænkes at vare - eller om beslutningen er blevet godkendt af partiets gruppe i Altinget.
- Statsministerens beslutning er udtryk for hans ønske om ikke at stå i vejen for de vigtige sager, som regeringen fortsat ønsker at afslutte i denne valgperiode. Det gælder blandt andet en boligreform og en reform af det finansielle system, står der i meddelelsen.
Gunnlaugsson er kommet under pres, efter at hans navn er dukket op blandt de millioner af dokumenter, der er lækket i de såkaldte Panamapapirer.
De viser, at han - ligesom mange andre - har haft forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper med skatteunddragelse. Men han nægter fortsat at have gjort noget forkert.
- Ingen parlamentariske regler om åbenhed er blevet brudt, slår han fast.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned