Israel advarer Libanon

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, advarer Libanon om, at det vil stå over for en "kraftig israelsk reaktion", hvis det kommer til yderligere uro på de to landes fælles grænse.

- Jeg vil gøre det klart for Hamas og også for regeringen i Libanon, som vi holder ansvarlig for de voldelige provokationer af vore soldater: forsøg ikke at teste vores vilje til at forsvare Israels civile og soldater, siger Netanyahu.

USA, som er Israels vigtigste allierede, støtter Israels forklaringer om, at dets soldater var ved at gennemføre rutinemæssige opgaver ved grænsen, da de blev angrebet af libanesiske soldater.

- De skud, som blev affyret af Libanons væbnede styrker, var fuldstændigt uberettigede, siger en officiel talsmand for det amerikanske udenrigsministerium. Også FN har støttet Israels udlægninger af sagen.

Under tirsdages skudveksling ved grænsen mellem Israel og Libanon blev en israelsk oberst, to libanesiske soldater og en libanesisk journalist dræbt. Skudvekslingen var det seneste af en række sammenstød ved grænsen i de seneste dage.

Tirsdagens sammenstød, der er det første siden krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006, kom samtidig med, at volden eskalerer ved Israels sydlige grænse, efter en relativt rolig periode siden den tre uger lange krig i 2009.

Så sent som natten til onsdag affyrede en israelsk tank flere granater mod mål i Gaza efter et nyt raketangreb. Et medlem af Fatah-bevægelsens militære gren, Homat al-Aqsa, blev ifølge nyhedsbureauet dpa dræbt, mens to andre blev såret.

/ritzau/AFP

USA og FN støtter Israels anklager mod Libanon efter skudangreb på israelske soldater ved grænse.

Offentliggjort Sidst opdateret