Israel angriber Hamas-mål i Gaza

Israelske kampfly har angrebet Hamas-mål i Gazastriben dagen efter, at der herfra blev affyret en raket mod en by i det sydlige Israel. En blev dræbt og otte såret ved det israelske luftangreb, oplyser hospitalskilder.

Et medlem af Hamas blev således dræbt, da de israelske kampfly angreb en beboelsesvogn i nærheden af flygtningelejren Magazhi i den centrale del af Gazastriben.

Den israelske hær siger, at der var tale om et sted, hvor der blev fremstillet våben.

Timer forinden affyrede kampflyene fire raketter mod bygninger i Gaza By, der benyttes af Hamas-sikkerhedsstyrker. Otte blev såret ved disse angreb, siger Muawiya Hassanein, leder af ambulancetjenesten i Gaza.

De israelske angreb kommer efter, at militante palæstinensere fredag sendte en raket mod byen Ashkelon i det sydlige Israel. Raketten forårsagede materielle skader, men ingen mennesker kom noget til, oplyser de israelske myndigheder.

Angrebet var et af de første til at ramme Ashkelon siden Israel i slutningen af 2008 gennemførte dets tre uger lange militære offensiv mod Hamas i Gazastriben.

/ritzau/AFP

Israel gennemfører gengældelsesangreb i Gazastriben efter at en palæstinensisk raket slog ned i den israelske by Ashkelon.

Offentliggjort Sidst opdateret