Israel beder FN-domstol om at droppe anklage om folkemord

Den israelske advokat Tal Becker tager fredag i Den Internationale Domstol i Haag stærk afstand til Sydafrikas anklage om et folkemord i Gaza. Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters

Israel er i forsvarskrig mod Hamas, ikke mod det palæstinensiske folk, siger israelsk advokat til FN-domstol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Israel har fredag bedt Den Internationale Domstol om at forkaste anklagen om folkemord i Gaza, som Sydafrika står bag.

Israel kalder anklagen om folkemord i Gaza for "fuldstændig forvrænget".

Det afspejler ikke de reelle forhold i krigen, siger Israels topadvokat, Tal Becker, i sit indlæg ved FN-domstolen i Haag.

Sydafrika, som har indbragt sagen, præsenterede torsdagen anklagen mod Israel. Fredag var det Israels tur til at svare.

Sydafrika har "beklageligvis over for domstolen fremlagt et fuldstændig forvrænget billede - både faktuelt og juridisk", siger Becker.

- De civiles oprørende lidelser, både israelske og palæstinensiske, er frem for noget andet resultatet af Hamas' strategi, siger han.

- Israel er i en forsvarskrig mod Hamas, ikke mod det palæstinensiske folk.

Han opfordrer domstolen til at afvise Sydafrikas krav om et øjeblikkeligt stop for krigen i Gaza. Domstolen har mulighed for at stille et sådan krav til Israel.

- Det, som Israel søger i Gaza, er ikke at udrydde et folk, men at beskytte et folk, sit eget folk, som er under angreb på flere fronter, påpeger Becker.

Ifølge Hamas, der kontrollerer Gaza, har lidt under 24.000 mennesker mistet livet under den blodige israelske offensiv. Den blev indledt, efter at Hamas og sympatisører fra Gaza angreb Israel 7. oktober. Her dræbte de over 1200 mennesker. Flere end 240 personer blev taget som gidsler.

Sydafrika fremlagde torsdag sin anklage ved Den Internationale Domstol og beskyldte Israel for at føre en politik over for palæstinensere, som sorte i Sydafrika måtte leve under i mange år: Apartheid.

Sydafrikas advokat, der var mødt op ved domstolen torsdag, fremførte, at Israel forbryder sig mod Genevekonventionen.

- Handlingerne viser et systematisk handlingsmønster, hvoraf folkemord kan udledes, sagde hun.

Den Internationale Domstol vil i første omgang tage stilling til, om den skal kræve, at Israel suspender sin offensiv i Gaza. Det ventes afgjort senere på måneden.

Det er endnu uvist om domstolen vil gå videre med anklagen om folkemord. Hvis ja, så ventes sagen at vare flere år.

/ritzau/Reuters