Israel besvarer skud og rammer mål i Syrien

Israelske kampvogne skød mandag mod Syrien som reaktion på, at endnu en syrisk granat landede i de israelsk kontrollerede Golanhøjder.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en meddelelse oplyser hæren, at den foretog "direkte træfninger" som reaktion på skyderiet fra den syriske side af grænsen.

- Israelske soldater affyrede skud fra kampvogne mod kilden til skyderiet og bekræfter, at der er direkte træfninger, lyder det i meddelelsen.

Militære kilder siger, at det er et mobilt artilleri, der er ramt på den syriske side.

Det er ikke oplyst, om den syriske granat, der landede i Golanhøjderne, blev affyret af regeringsstyrker eller oprørere.

Granaten slog ned på et åbent område og forårsagede ingen skade på hverken mennesker eller bygninger, oplyser Israels hær.

Dagen inden havde israelske soldater skudt varselsskud mod Syrien for første gang siden Yom Kippur-krigen i 1973.

Mandagens granatnedslag er sjette gang på lidt over en uge, at den syriske konflikt har bredt sig hen over grænsen til nabolandet Israel, skriver avisen Haaretz.

Efter søndagens granatnedslag i Golanhøjderne sendte Israel en besked til FN, hvor landet advarer om, at der vil komme "en reel reaktion", hvis der igen bliver skudt ind over grænsen til den jødiske stat.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrede søndag begge sider til at udvise tilbageholdenhed.

Ban er "dybt bekymret for muligheden for en eskalering", siger hans talsmand.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967 og har siden da holdt området besat.

Formelt er de to lande stadig i krig.

/ritzau/Reuters