Israel bjærger liget af 28-årigt gidsel fra musikfestival
Soldater fra Israels specialstyrke har bjærget liget af en 28-årige kvinde, der blev taget som gidsel 7. oktober. (Arkivfoto). Foto: Yossi Zeliger/Reuters
Lægepersonale, militærrabbinere og retsmedicinske eksperter har været med til at identificere gidsel fra Gaza.
Israelske specialstyrker har bjærget liget af 28-årige Elia Toledano, der har været holdt som gidsel af Hamas i Gaza siden 7. oktober.
Det oplyser det israelske militær i en udtalelse fredag.
Militæret siger, at en "identifikationsprocedure" er blevet udført af lægepersonale, miltærrabbinere og retsmedicinske eksperter.
Toledano blev ifølge israelske medier taget som gidsel fra en udendørs musikfestival, hvor Hamas ved angrebet 7. oktober angreb, dræbte og tog gidsler.
- Vores nationale mission er at lokalisere gidslerne og bringe dem alle hjem. Vi arbejder sammen med sikkerhedsagenturer og bruger alle efterretningsmæssige og operationelle metoder for at bringe alle gidslerne hjem igen, skriver det israelske militær på det sociale medie X.
Mere end 130 af de omkring 240 gidsler, som Hamas tog 7. oktober, er fortsat i Gaza. Nogle af dem er blevet erklæret døde in absentia af israelske myndigheder.
Jake Sullivan, der er sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, har torsdag været i Israel.
Her diskuterede han, hvordan Israels angreb i Gaza kan blive med lavere intensitet.
Sullivan mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og de to havde "meget detaljerede" diskussioner om at få de resterende gidsler ud af Gaza.
De to er desuden enige om, at Gaza i fremtiden skal være palæstinensisk ledet.
1200 personer mistede ifølge israelske myndigheder livet ved Hamas' angreb 7. oktober.
Siden har Israel udført bombardementer af Gaza, der ifølge myndighederne i den palæstinensiske enklave, som er styret af Hamas, har dræbt mindst 18.412. De fleste af dem er civile.
Op mod 1,9 millioner er ifølge FN's flygtningeorganisation for palæstinensere (UNRWA) drevet på flugt, og flere nødhjælpsorganisationer har i ugevis advaret om en humanitær krise i Gaza.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker