Israel brugte milliarder af kroner på at forsvare sig i fem timer

Israels Arrow-missilsystem viste sig effektivt mod Irans ballistiske missiler natten til søndag. Billedet er fra en opsendelse af et Arrow-missil under en test i Alaska i 2019. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Israels luftforsvar var effektivt, da Iran angreb med over 300 droner og missiler. Men det var dyrt at lave et skjold. Måske over ni milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Israels antiluftskyts var på tæerne, da Iran i løbet af fem timer natten til søndag sendte over 300 droner og missiler mod Israel.

Det lykkedes israelerne sammen med blandt andre amerikansk og britisk militær at skyde stort set alt, hvad Iran sendte imod Israel, ned fra himlen.

99 procent blev skudt ned, erklærede israelske talsmænd. Men det er ikke gratis at have så god en score i sådan et dødsensfarligt spil.

Internationale medier skriver, at Iran via forskellige kanaler på forhånd havde advaret om, at der ville komme et angreb. Droner, krydsermissiler og de ballistiske missiler var kodet med adresser i Israel.

Så de skulle skydes ned, og det blev de.

USA's centralkommando siger, at den skød mindst 80 droner og seks ballistiske missiler ned.

Storbritannien, Frankrig og Jordan var også involveret, men det var Israels eget luftforsvar, der skød det meste ned.

Netavisen Ynetnews.com har talt med den pensionerede brigadegeneral Reem Aminoach om, hvad Israel satte ind mod truslen.

Aminoach har en fortid som økonomisk rådgiver for generalstaben.

Han vurderer, at Israels direkte udgift var mellem fire og fem milliarder shekel - mellem 7,4 og 9,3 milliarder kroner.

I det beløb indregner han udgifterne til flytogter, brændstof, flyenes ammunition samt antiluftmissiler til forskellige missilforsvarssystemer.

Han har ikke medregnet de udgifter, som USA, Storbritannien, Frankrig og Jordan havde.

Generalen vurderer, at det har været langt billigere for Iran, da det er billigere at lave droner og missiler til angreb, end at lave et forsvar der kan skyde dem ned.

Han vurderer, at Irans pris har været 10 procent af Israels for at forsvare sig.

Et israelsk F-15-fly fotograferet på en luftbase under angrebet natten til søndag. Jagerfly blev sat ind for at nedskyde den sværm af droner, som Iran sendte mod Israel. Foto: -/Ritzau Scanpix

En stor del af det israelske luftforsvar er udviklet af israelske virksomheder eller israelske virksomheder i samarbejde med amerikanske våbenproducenter.

Der er hovedsagelig tre systemer.

Det ene kaldes Arrow og er udviklet til at imødegå langtrækkende missiler, herunder de ballistiske missiler, der blev sendt mod Israel fra Iran.

Det er udviklet til at ramme et andet missil uden for Jordens atmosfære.

Et Arrow-missil koster ifølge Ynetnews omkring 3,5 millioner dollar per styk, omkring 24 millioner kroner. Der er ikke oplysninger om, hvorvidt der blev brugt et enkelt eller flere Arrow-missiler for hver ballistisk missil, der blev brugt.

Et andet system kaldes Davids Slynge. Det er udviklet til at nedskyde mellemdistancemissiler, som den militante, proiranske Hizbollah-milits i Libanon bruger.

Det kan ramme et missil op til 200 kilometer væk.

Der var spor efter raketter på himlen over al-Aqsa-moskeen i Jerusalem, da Israel afværgede det iranske angreb. Foto: -/Ritzau Scanpix

Hvert antiluftmissil til systemet koster en million dollar, syv millioner kroner.

Så er der Iron Dome-systemet mod kortrækkende missiler, som blandt andet Hamas i Gazastriben bruger mod Israel.

Der er ikke oplyst pris per antiluftskytsmissil til systemet, som israelsk militær siger har en træfsikkerhed på omkring 90 procent.

Det kan ramme mål 70 kilometer væk, muligvis længere, skriver Reuters.

Israel har også det amerikanske Patriot-systemet, der ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP hovedsagelig bruges mod fly eller droner.

Tidligere brugte Israel det mod missiler, som det var tilfældet under den første Golfkrig i 1991. Da brugte Israel Patriot-missiler mod de Scud-missiler, som Irak sendte mod Israel.

Reuters skriver, at Israel i øjeblikket arbejder på et helt nyt forsvarssystem, hvor man bruger laser til at skyde missiler og droner ned.

På Palæstina-pladsen i Teheran, Irans hovedstad, var der jubel blandt en del iranere, da de hørte, at Israel blev angrebet. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix

Det er ikke operationelt endnu, men når det sker, så vil prisen per nedskydning ifølge Reuters blive på blot to dollar, omkring 14 kroner.

/ritzau/

Israels luftforsvar

* Israels luftforsvar med langtrækkende missiler begyndte i 1986. Det var på det tidspunkt, da USA's daværende præsident, Ronald Reagan, talte om Star Wars - et missilforsvar med hjælp af blandt andet satellitter.

* Under den første irakkrig i 1991 angreb Irak Israel med langtrækkende Scud-missiler. USA skyndte sig at hjælpe Israel med Patriot-missiler mod truslen. Men de irakiske angreb fik israelerne til at bruge flere kræfter på forsvar mod ballistiske missiler. Udviklingen af Arrow-systemet tog fart.

* I 2006 begyndte Hizbollah at affyre missiler mod Israel. Indtil da havde de fleste chefer i forsvaret regnet udgiften til missilforsvar for spildte penge. Det var bedre at udvikle offensive våben.

* Siden har Israel fået systemet Iron Dome mod kortrækkende raketter og Davids Slynge mod mellemdistanceraketter.

* Ved angrebet natten til søndag var det Arrow-systemet og Davids Slynge, der viste sig meget effektive.

Kilder: Jerusalem Post.

/ritzau/

Et israelsk F-35-fly lander på en base i Israel efter en mission søndag, siger Israels luftvåben, der har offentliggjort billedet. Ifølge de foreliggende oplysninger var en F-35-base i det sydlige Israel et af målene ved Irans angreb. Foto: Israel Defense Forces/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu