Israel: De fleste civile døde på grund af trængsel ved Gaza-konvoj

Dette luftfoto er frigivet af Israels militær, der siger, at det viser situationen ved nødhjælpslastbiler, hvor desperate palæstinensere stimler sammen for at få nødhjælp. Ifølge Israel udbrød der panik. Foto: Aline Manoukian/Ritzau Scanpix

Under internationale krav om undersøgelse siger Israel, at dets militær ikke angreb nødhjælpskonvoj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Israels militær har foretaget en foreløbig undersøgelse af dødsfald ved en nødhjælpskonvoj i Gaza og når frem til, at israelske styrker ikke angreb konvojen.

Det siger en talsmand for Israels militær søndag.

FN har med opbakning fra flere lande opfordret til en undersøgelse af situationen, som der er meget forskellige udlægninger af.

Tidligt torsdag flokkedes desperate palæstinensere i mørket om lastbiler med nødhjælp i Gaza, og mange mistede livet.

Israelske soldater skød, og der var panik. Ifølge Israel var det varselsskud, og størstedelen døde på grund af panikken.

- IDF (Israels militær, red.) har foretaget en foreløbig vurdering af den ulykkelige hændelse, hvor civile i Gaza blev trampet til døde og såret, mens de stormede mod nødhjælpskonvojen, siger Hagari.

Vurderingen bygger på en indsamling af information fra befalingsmænd og soldater i felten.

Den svarer på flere punkter til tidligere forklaringer fra Israel.

Hagari varsler også en mere dybdegående israelsk undersøgelse.

Sundhedsmyndigheder i Gaza har sagt, at israelske styrker dræbte over 100 mennesker, som forsøgte at nå frem til konvojen.

Hagaris udlægning lyder anderledes.

- Størstedelen af palæstinenserne blev dræbt eller såret som følge af den voldsomme trængsel, siger Hagari.

- Efter advarselsskuddene, som blev affyret for at opløse trængslen, og efter at vores styrker var begyndt at trække sig tilbage, nærmede flere plyndrere sig vores styrker og udgjorde en trussel mod dem. Ifølge den foreløbige vurdering reagerede soldaterne på flere individer, fortsætter han.

En yderligere undersøgelse skal kaste mere lys på hændelsen, lyder det videre.

Den skal også bidrage til at forhindre, at noget lignende sker igen. Det uddybes ikke, hvem der skal foretage undersøgelsen.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har udtalt, at "alt må gøres for at undersøge, hvad der skete, og sikre transparens".

Efter dage med internationale opfordringer lød det søndag fra Danmarks Udenrigsministerium, at Danmark bakker op om en "grundig og uafhængig" undersøgelse.

/ritzau/Reuters