Israel erklærer Brasiliens præsident persona non grata
Brasiliens præsident Lula er ikke velkommen i Israel, efter at han er kommet med kommentarer om Israels angreb på Gaza. (Arkivfoto). Foto: Evaristo Sa/Ritzau Scanpix
Brasilien har hjemkaldt dets ambassadør i Israel. En diplomatisk konflikt mellem landene er eskaleret.
Brasiliens præsident Luiz Inacio Lula da Silvas sammenligning af Israels militærkampagne i Gaza med Holocaust har forårsaget en diplomatisk krise.
Brasilien har hjemkaldt dets ambassadør i Israel, og Israel har erklæret Lula for persona non grata.
Persona non grata er et diplomatisk begreb, der betyder uvelkommen person.
Søndag sagde Lula, at den igangværende konflikt i Gaza "ikke er en krig, det er et folkedrab", og sammenlignede det med, "da Hitler besluttede sig for at dræbe jøderne".
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at Lula har "krydset en rød linje". Hans regering har indkaldt Brasiliens ambassadør til et møde mandag med udenrigsminister Israel Katz på et museum i Jerusalem til minde om Holocaust.
- Han er persona non grata i staten Israel, så længe han ikke trækker sine bemærkninger tilbage og undskylder, siger Katz om Lula.
Samtidig har det brasilianske udenrigsministerium sagt, at det har indkaldt den israelske ambassadør i Brasilien til et møde, og at den brasilianske ambassadør i Tel Aviv er blevet hjemkaldt.
Den brasilianske ambassadør forlader Israel tirsdag.
Venstreorienterede Lula er blevet en fremtrædende stemme for det globale syd. Brasilien har i øjeblikket præsidentskabet for G20.
Kommentarerne blev leveret, samtidig med at Brasilien forbereder sig på at være vært for et møde blandt G20-landenes udenrigsministre onsdag og torsdag.
Da skal udenrigsministre såsom USA's Antony Blinken og Ruslands Sergej Lavrov samles i Rio de Janeiro. Konflikten i Gaza er højt på dagsordenen.
Konflikten startede 7. oktober, da militante fra den palæstinensiske gruppe Hamas trængte ind over grænsen til Israel og ifølge Israel dræbte 1160 personer.
Israels hævnangreb har ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza kostet mindst 29.092 mennesker livet.
Lula kaldte indledningsvist Hamas-angrebet for et terrorangreb. Siden har han udtrykt kritik over Israels svar på angrebet.
Kommentarerne om Israel faldt på en pressemøde ved et topmøde i Den Afrikanske Union.
Og de har også ført til kritik fra hjemlig kant.
Blandt andet har Den Israelske Konfederation i Brasilien kaldt dem "en pervers fordrejning af virkeligheden, som fornærmer minder om Holocaust-ofrene og deres efterkommere".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker