Israel forbyder libanesere at tage til byer mod syd
Billede fra Dahieh i Libanon onsdag, hvordan indbyggere begyndte at vende hjem, efter at våbenhvile trådte i kraft. Foto: Bilal Hussein/Ritzau Scanpix
Libanesere, som rykker til byer i den sydlige del af landet, sætter sig selv i fare, siger Israels militær.
Israel forbyder indbyggere i Libanon at tage til en række byer i den sydlige del af Libanon.
Det skriver Avichay Adraee, som er talsperson for Israels militær, i et opslag på det sociale medie X tidligt fredag morgen dansk tid.
- IDF (Israels militær, red.) har ikke til hensigt at ramme jer, og derfor forbydes i indtil videre at vende tilbage til jeres hjem fra denne sydlige linje.
Forbuddet gælder, indtil militæret melder andet ud, lyder det.
Det drejer sig blandt andet om byerne Shebaa, Hebbariyeh, Marjayoun, Arnoun, Yahmor, Qantara, Shaqra, Baraashit, Yater og Mansouri.
De ligger alle nær Libanons grænse til Israel.
- Alle, som rykker syd for denne linje, sætter sig selv i fare, skriver talspersonen.
Hvornår Israel eventuelt vil angribe i området, oplyses ikke.
Den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon og Israel har for nylig indgået en våbenhvile. Den trådte i kraft natten til onsdag.
Både Israel og Hizbollah har dog siden sagt, at der har været brud på våbenhvilen. Torsdag oplyste det israelske militær, at landets luftvåben havde angrebet mål i det sydlige Libanon.
Ifølge Israel var angrebet rettet mod "mistænkte", som i køretøjer ankom til flere områder nær grænsen i den sydlige del af Libanon.
Dette betragtede Israel som et brud på våbenhvilen, lød det.
Omvendt sagde Hassan Fadlallah, som er en af Hizbollahs parlamentarikere, at Israel havde brudt aftalen.
- Den israelske fjende angriber folk, der vender tilbage til grænsebyer, sagde han.
Tusindvis af mennesker har mistet livet under kampene mellem Israel og Hizbollah. Hundredtusindvis af libanesere og titusindvis af israelere blevet tvunget på flugt fra deres hjem.
Kort tid efter, at våbenhvilen trådte i kraft, begyndte biler i Libanon derfor at strømme sydpå, da flere ville tilbage til deres hjem i den sydlige del af landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker